EfB Ishockey havde lovet en helt anden aggressivitet end i tirsdagens 6-2-nederlag til AaB Ishockey, men især i de to første perioder blev løftet ikke indfriet, og særligt kæden med skarpskytterne Scott Matzka, Brett Lysak og Steven Crampton skuffede. Frederikshavn kom foran 1-0 på et mål af veteranen Mike Grey i anden periode.
Det lykkedes hjemmeholdet at presse spillet længere frem og skabe flere chancer i tredje periode, men atter prellede forsøgene af på Lubos Pisar, der for anden kamp i træk holdt sit mål rent. I stedet scorede altid farlige Ilya Dubkov på et kontraangreb, mens EfB Ishockey var en spiller i overtal. Han scorede uden chance for Markus Korhonen højt oppe i EfB-målet.
- Det er meget ærgerligt, at vi taber denne kamp, men vi må tage hatten af for Frederikshavn, der er mere effektive. Vi presser på i tredje periode, og så scorer de, mens vi har powerplay. Nu har vi spillet to kampe i denne uge, hvor modstanderne har været mere effektive, sagde 600 kampsjubilaren, holdkaptajn Andreas Andreasen, der delte skuffelsen med holdkammeraterne og 1005 tilskuere.






