Topholdet i topopgør på Fyn
Topholdet i 2. division vest kommer på en vanskelig opgave, når mandskabet søndag aften klokken 19.00 møder FC Fyn på Odense Atletikstadion. FC Fyn, der er en sammenslutning af de gamle hæderkronede odenseanske fodboldklubber B1909, B1913 og Dalum IF, er en af bejlerne til en oprykning til Viasat Sport Divisionen, så det bliver på ingen måde nogen nem opgave for det randrusianske førerhold. U-truptræner Peter Elstrup siger forud for kampen:
- Vi skal møde en klub med ambitioner om avancement, og de spiller generelt på et højt niveau. FC Fyn viste senest deres potentiale, da de kun tabte 2-3 til Brøndby i pokalturneringen, endda i Brøndby.
- Det bliver derfor en svær, men også spændende opgave for vore spillere, slutter Peter Elstrup, der kalder FC Fyns hjemmebane for ”løvens hule” – og han glæder sig da også til at se, hvordan det unge Randers-hold kan matche det stærke hjemmebanehold.
Til kampen på søndag har Peter Elstrup udtaget følgende 14 spillere:
Peter Friis Jensen, Jonas Andersen, Søren Holdgaard, Mads Fenger, Luca I Sørensen, Mickey Malling Jensen, Ricki Olsen, Michael Byskov, Simon Rosenqvist, Lars Larsen, Christian Andreasen, Nicolas Bøgild, Jonas Westmark og Esben Sørensen.
Det afgøres dog først til allersidst om sygemeldte Simon Rosenqvist når at blive klar til kampen mod FC Fyn.
 Peter Friis Jensen vogter buret mod FC Fyn på søndag.
/Ib Rasmussen
|