Den store stregspiller scorede otte gange i Barcelona-sejren.


Jesper Nøddesbo var igen topscorer for Barcelona, da danskerklubben vandt den spanske ligakamp i Vigo med 31-27 efter 10-9 til hjemmeholdet ved pausen.

Ikke mindst i anden halvleg udnyttede den store danske stregspiller nogle kontraangreb sat i gang af Kasper Hvidt til at score de såkaldte lette mål, og det betød, at Barcelona rimelig hurtigt rykkede fra hjemmeholdet efter pausen.

Nøddesbo scorede otte gange, mens Mikkel Hansen sammen med Juanin Garcia var næstbedste målskytte med fem mål. To af Mikkel Hansens scoringer var på straffekast. Endelig noterede Joachim Boldsen sig for tre mål.

Portland San Antonio med Lars Jørgensen, men uden den fodskadede Claus Møller Jakobsen, fik en pæn snitter i Champions League-kampen i Rusland. 34-26 vandt træner Maksimovs klub Chekovski Medvedi efter 17-12 ved pausen.

Lars Jørgensen scorede en enkelt gang for Portland, der manglede ikke færre end seks af de sædvanlige stamspillere og kun stillede op med 12 spillere.