Nyt fra Odense Boldklub
God grund til at være optimister
09-10-2008 16:42 af Asger Torning
|
 |
| Foto: Erik Kempf | Der er efterhånden gået op for alle, at OB har fået en flot start på den aktuelle sæson, med syv sejre i ni SAS Ligakampe. OB Online har brugt pausen i turneringen til at tage en snak med Thomas Helveg om, hvad den flotte indledning betyder for holdets selvtillid og det pres, der nærmest pr. tradition ligger på OB.
Thomas Helveg, hvad betyder den aktuelle sekvens på syv sejre i ni kampe for selvtilliden i OB?
– Det har været en god og opløftende periode lige siden sommerferien, hvor vi har arbejdet en frygtelig masse ting igennem. Vi har set at vi er blevet bedre og bedre og har fået en større forståelse for nogle ting, som måske flød mere for os sidste år. Derfor er det selvfølgelig også lækkert at vi kan have en god fornemmelse og samtidig se, at pointene kommer ind på kontoen. Så efter de første kampe er det med en eller anden form for selvtilfredshed at vi kan kigge på, at vi har været igennem en positiv udvikling, som har gjort at vi er kommet flere skridt i den rigtige retning. Det er meget positivt.
Så det er ikke kun resultaterne, der har været med til at give den selvtillid?
– Det er hele vejen rundt. Vi har fået kridtet stregerne op – ikke at de ikke var det sidste år – men vi har fået den kridtet ordentligt op igen. Og så har der været nogle nye tiltag: Der har været nogle variationer i forhold til den daglige arbejdsform, som der er blevet fulgt godt op på. Det smitter selvfølgelig også af på det sportslige og dermed også på resultaterne. Indtil videre har det været meget positivt; selvfølgelig har der også været nogle enkelte ting, hvor vi ved at vi skal fokusere endnu mere, og hvis man går ind og kigger på resultaterne, er der måske nogen der vil sige at vi indtil videre kun har spillet imod to af de gode hold – og det er dem, vi har tabt til – og resten er måske dem, der ligger i den lave halvdel af turneringen, eller af tabellen i hvert fald, hvor vi så har vundet. På den måde er der måske nogen der mener at vi er kommet nemt til førstepladsen. Men det er måske der, vi er blevet bedre i forhold til sidste år: Dengang formåede vi ikke engang at vinde imod de lidt mindre stærke hold. Det synes jeg også er en udvikling i den rigtige retning.
Ja, for man kan jo sige at de kampe, der blev spillet uafgjort sidste år, bliver vekslet til sejre i denne sæson. Det er vel også lidt af forskellen?
– Det er det, og det var først og fremmest det, der var vigtigt, for der var utrolig stor fokus på at man spillede frygtelig mange kampe uafgjort og ikke vandt nok kampe samt at man heller ikke fik produceret chancer. Og det billede er meget anderledes i indeværende sæson. Men for at komme op og markere sig som absolut tophold, skal du jo også ud og præstere i de mere intense opgør, f. eks. i en kamp som den imod Brøndby. Der skal du ud at vise at du også magter at spille imod dem og det synes jeg, vi gjorde: På trods af at vi tabte, synes jeg vi fik vist at vi har et hold, som kan spille op med de allerbedste. Så er det så på dagen, at tingene bliver afgjort, men vi har god grund til at være optimister og have en god fornemmelse omkring fremtiden.
OB bliver nærmest pr. tradition nævnt blandt topholdene hver sæson. I år har I rent faktisk lagt jer i spidsen af toppen. Det øger vel presset på jer? Hvordan håndterer I det pres i truppen?
– Presset er stort, og måske større, men det er også anderledes. Nu er der det der pres med at vi har ligget nummer et; vi har været forholdsvis dominerende på vores egen måde, og vi ved det jo fra os selv: Når man spiller mod dem, der ligger nummer et, præsterer man noget mere. Det vil sige at der også er et pres fra konkurrenterne, som er noget andet end det normale pres man er ude for fra fans, klubben og gennem pressen og så videre. Og der kommer jo mere fokus på os, når det går godt og vi så fører ligaen. Men det er en anden form for pres: før i tiden var det måske presset om ikke at slå til, nu er det måske et pres for at bevise hele tiden, så det er en anden form for pres, men jeg synes egentlig, vi håndterer det rigtig fint.
I har ligget nummer et stort set fra begyndelsen af sæsonen, og udmeldingerne fra alle i truppen har hele tiden været at der er lang vej igen og det er først efter jul at det for alvor kan blive afgjort og så videre. Hvordan holder I begge ben på jorden?
– Det gør vi via vores to nederlag til FC Midtjylland og Brøndby. Det lyder måske lidt kejtet at sige at det er nogle nederlag, vi kan lære utroligt meget af og nederlag der gør, at vi bliver endnu mere fokuserede på at præstere. Det kunne måske have været en helt anden situation, hvis vi også havde vundet de to kampe. Så havde vi måske et eller andet sted følt at vi kunne gå på vandet, og når vi så mødte modgangen, ville vi måske have haft flere problemer med at kunne klare det. Det er en lille reminder om at ”ja, vi er nået et stykke hen ad vejen, men der er stadig ting, som vi kan blive bedre til”. Og det er der, vi skal sætte fokus ind: Hele tiden at bevæge os i den rigtige retning. Og som jeg var lidt inde på før: Der er sket en udvikling på nogle punkter og den skal vi bevare; vi skal hele tiden forsøge at flytte os og der, hvor vi måske mangler det sidste, er der hvor vi skal begynde at lægge nogle ekstra kræfter. Nu har vi skabt et fundament, så det skal vi slet ikke bekymre os om; nu skal vi have bygget lidt på i toppen, så tror jeg på at det hele kommer til at lykkes. Jeg er også en af dem, der siger at vi skal hen på den anden side af vinterpausen, før man kan se generelt i ligaen, hvad der kommer til at ske. Det er alt for tidligt at spå om efter ni kampe.
Det lyder som om du siger, at uanset hvor smertefulde nederlag kan være, så kan de i virkeligheden være en fordel i det lange løb?
– Det skal forstås på den måde at du kan bruge nederlagene positivt. Du kan være uheldig at tabe en kamp, og så er der ikke mere idet. Du kan også være mindre dygtig, og det er der, du skal bruge nederlagene, for så kan du tage fat i de ting, der ikke fungerede og tage dem med over i bearbejdelsen af de ting, der skal blive bedre. Og det er på den måde at et nederlag kan være positivt nok. Jeg vil gerne bytte et nederlag med en sejr og få tre point på kontoen – det tror jeg alle gerne vil. Men når situationen er den at man taber, skal man tage det ud af kampene, som man kan bruge. Og det er som oftest at minimere sine fejl. De vil altid være der, men specielt når man taber skal man være god til at isolere tingene og tage dem ud og kigge nærmere på dem. Det er på den måde at jeg mener at et nederlag måske kan være med til at hjælpe dig på den rigtige vej i det lange løb.
| |
|
 |
|