Den kommende Brøndby-træner har mange bejlere til assistentjobbet


Den 1. januar tiltræder Kent Nielsen som ny cheftræner i Brøndby.

Men det er stadig et uafklaret spørgsmål, hvem der bliver hans assistenttræner og højre hånd. Herfølges cheftræner Auri Skarbalius og den nuværende Brøndby-spiller Kim Daugaard er blevet nævnt som potentielle kandidater.

Selv lover Kent Nielsen en snarlig afklaring på posten.

- Jeg håber og forventer, at det kan falde på plads inden månedens udgang. Det er i hvert fald det vi går efter, siger Kent Nielsen til sporten.dk.

Han er opmærksom på dem, som har bejlet til jobbet gennem medierne og direkte til ham. Kim Daugaard har blandt andet ytret interesse i jobbet. Om det siger, Kent Nielsen;

- Jeg vil slet ikke kommentere på konkrete navne. Men der er mange interesserede. Det er klart, for det er jo et stort job i en stor klub. Nu må vi se, hvad det ender med, forklarer Kent Nielsen.