IFK Göteborg er kvalificeret til Royal League, men det er træner Stefan Rehn ikke ubetinget glad for.

Sejren over Hammarby betyder, at IFK Göteborg med den danske målmand, Kim Christensen, i truppen, ikke kan slutte dårligere end nummer fire i Allsvenskan. Dermed er "Blåvitt" sikre på at kvalificere sig til Royal League, hvis turneringen altså bliver en realitet.

- Det er useriøst og pinligt, at vi ikke ved, om turneringen gennemføres eller ej, siger træner Stefan Rehn til den svenske avis Aftonbladet.

- Altså, vi planlægger jo et år i forvejen. Men nu ved vi ikke, om vi skal spille med i Royal League eller ej. Vi har hørt, at vi får besked 25. oktober, men det burde jo have været klar allerede i februar eller marts, siger Stefan Rehn.

I sidste sæson blev Royal League ikke gennemført, fordi der ikke var noget TV-selskab, der var parat til at skyde tilstrækkeligt med penge i projektet. Det er ikke afgjort, hvorvidt turneringen gennemføres i år.

- Næh, der sidder nogle mennesker, der siger, at "vi er positive". Det her betyder, at vi skal holde spillerne i gang hele efteråret, men vi aner ikke, om turneringen blier til noget eller ej. Det er useriøst.

- Desuden har jeg hørt, at de i Norge har kontrakt om, at de skal spille på La Manga i februar og marts. Hvornår skal der så blive plads til at spille Royal League, spørger Stefan Rehn.