|
Udveksling af trøjer efter underskrifterne på samarbejdsaftalen. Fra venstre er det sportschef Jan Laursen og talentchef Kenneth Rasmussen fra FCN samt ungdomsformand Jesper Madsen og formand Per Larsen fra BSV |
BSV med i FSN som klub nr. 48
Talentudviklingen i Fodbold Samarbejde Nordsjælland får et kæmpe løft med indtræden af Boldklubben Søllerød-Vedbæk.
Boldklubben Søllerød-Vedbæk har i dag skrevet samarbejdsaftale med FC Nordsjælland gældende fra 1. januar 2009 og bliver dermed klub nr. 48 i Fodbold Samarbejde Nordsjælland. Med BSV som nyt medlem markeres samtidig endnu engang den høje prioritering af talentudvikling, der er i det store fodboldfællesskab.
BSV har en meget stærk ungdomsafdeling med en særdeles velfungerende elitær top, som nu kan styrkes og videreudvikles i samarbejde med FC Nordsjælland og i fællesskab med regionens øvrige FSN-klubber til gavn for hele området. Og forhåbentlig til udklækning af kommende SAS Ligaspillere til FCN.
BSV er én af Sjællands største fodboldklubber og spiller med førsteholdet i 2. division øst, men det er navnlig klubbens ungdomsafdeling, der er imponerende i både antal og styrke. I alle årgange er BSV med på højeste SBU-niveau, og klubben satser på også at få U/19 og U/17 op på divisionsniveau under DBU. I det spil skal samarbejdet med FC Nordsjælland være den styrkelse, der løfter talenterne det sidste stykke.
FC Nordsjællands mange trænerkapaciteter vil med Søllerød-Vedbæks medlemskab af Fodbold Samarbejde Nordsjælland stå klar som sparringspartnere til gensidig glæde. Perspektiverne i samarbejdet skitseres således af FC Nordsjællands talentchef Kenneth Rasmussen:
- Det her styrker vores i forvejen gode samarbejde med fodboldklubberne i hele regionen At få så stor og talentrig en klub som Søllerød-Vedbæk med i fællesskabet gør det muligt for os at etablere et nyt kraftcenter udenfor eget regi i Farum Park, og det vil styrke klubberne i FSN-netværket. Jeg er glad for og stolt over, at vi kan lave et samarbejde med en klub, der har de samme ambitioner og mod som os selv, når det gælder talentudvikling.
Både formand for BSV, Per Larsen, og ungdomsformand Jesper Madsen glæder sig meget til det nye samarbejde med FCN:
- Ingen SAS Ligaklubber har gjort mere end FCN for talentudvikling, og jeg tror på, at vi både kan tilbyde noget og samtidig lære en masse. Jeg ser frem til samarbejdet som en måde, hvorpå vi bedre kan fastholde talenterne i regionen til glæde for hele området, siger Per Larsen.
Jesper Madsen supplerer: – Rent geografisk stemmer det også overens med FCN. Fremtiden sammen med FCN virker meget naturlig, og vores drenge vil nu føle, at der kommer mere fokus på dem. Nu er overliggeren sat lidt højere, og vi håber på, at vi med hjælp fra FCN når et niveau, hvor vi får den DBU-licens, der er nødvendig for at spille i divisionen og ligaen med U/19 og U/17.
Med BSV som nyt medlem i FSN er der nu over 17.000 fodboldspillende medlemmer i alt, og heraf er op mod 12.000 ungdomsspillere. BSV bliver klub nr. 48 i FSN-fællesskabet, og inden længe runder fodboldfællesskabet i Nordsjælland de magiske 50 klubber.
Et netværk med fodboldpower.
Anbefal denne artikel til en ven

