Esbjerg-talent ked af U21-afbud
07-10-08: 16:48 | af: Mikkel Carøe

Esbjergs Søren Rieks har de sidste fire uger døjet med en forstrækning i låret, og derfor har midtbanespilleren valgt at melde afbud til U21-landsholdets play off-kampe mod Serbien for at blive sin skade helt kvit.
"Det er utrolig træls, at jeg må melde afbud, for det er 'once in a lifetime', at du har muligheden for at være med til at kvalificere Danmark til U-21 EM," siger Søren Rieks til sporten.tv2.dk.
21-årige Søren Rieks er startet på banen for Danmark i de to seneste U21-landskampe mod Finland og Skotland.
"Jeg var udset til også at få en rolle i de to kampe mod Serbien, så afbuddet er utrolig bittert," siger Søren Rieks, der håber og tror, at hans danske holdkammerater kan besejre serberne.
"Hvis vi kommer med til EM, håber jeg meget at blive udtaget. Det vil være en kæmpe oplevelse, og der vil komme stor fokus på slutrunden, så man kan vise hele verden, hvad man kan."
Danmark spiller den første kvalifikationskamp mod Serbien på lørdag klokken 16.35 på Aalborg Stadion, og der er returopgør i Serbien fire dage senere.