God afslutning på kampen mod Aab gav fortjent 3 point
2. divisionsholdet erobrede førstepladsen, da det i weekenden blev til en 2-0 sejr over SAS Liga-reserverne fra AaB.
Kampen mod AaB blev skæmmet lidt af en del fejlafleveringer fra begge holds spillere. I mange upressede situationer blev bolden spillet lige hen i fødderne på en modstander på banens midte.
Heldigvis blev vi bedre og bedre som kampen skred frem i 2. halvleg. Stor ros til vores unge spillere, som blev ved med at tro på sejren. Vores topscorer med nu 6 mål - Christian Andreasen – blev efter 82 minutter flot spillet fri i feltet, og en AaB-spiller måtte lave straffespark på Christian. Han omsatte selv den store chance fra 11-meter pletten usvigeligt sikkert til scoring til 1-0. 2 minutter efter scorede Christian Andreasen igen tæt under mål til 2-0 efter et fladt indlæg fra højre side af Nicolas Bøgild.
Ellers producerede vi ikke så mange chancer. Christian Andreasen havde 1. halvlegs bedste forsøg med et godt skud lige over mål. I 2. halvleg havde Lars Larsen en stor chance efter et godt diagonalskift fra vores højre back Søren Holdgaard, og lige efter fik Nicolas Bøgild en god skudmulighed, som dog blev blokeret af en AaB-spiller.
Vores forsvar gav ingen muligheder til AaB gennem hele kampen. Farligst var udeholdet, når vi fejlafleverede hen i fødderne på deres spillere og så på deres standardsituationer. Men Bræmer og co. blev holdt i kort snor af vores forsvar og ikke mindst af vores midterforsvarer Mads Fenger – der stadig er U/19-spiller – som spillede en stor kamp i det defensive og opbyggende spil. Mads Fenger vandt stort set samtlige dueller med AaB-angriberne og var meget sikker i sin boldomgang. Makkeren i midterforsvaret Jonas Andersen hjalp også Mads Fenger godt, og Jonas Andersen blev bedre og bedre i sit forsvarsspil som kampen skred frem.
Desværre måtte vores 18 årige unge venstre back David Addy lade sig skifte ud med en skade i sit ene baglår.
Holdopstilling: Emil Ousager – Søren Holdgaard, Jonas Andersen, Mads Fenger, David Addy – Micky M. Jensen, Simon Rosenqvist, Michael Byskov, Lars Larsen – Christian Andreasen, Nicolas Bøgild
Indskiftninger: 65 min. Luca I. Sørensen (David Addy) 87 min. Jonas Westmark (Micky M. Jensen)
/Peter Elstrup
|