Det første møde mellem ærkerivalerne USA og Cuba siden 1947 blev vundet af amerikanerne med 1-0.


Siden Fidel Castros magtovertagelse i 1959 har USA og Cuba været på kollisionskurs. Natten til søndag dansk tid tørnede de to politiske rivaler sammen i en VM kvalifikationskamp i Cubas hovedstad Havana, som USA's landshold ikke har gæstet siden 1947.

Det blev som ventet de amerikanske favoritter, som trak sig sejrrigt ud af kampen, men de måtte kæmpe hårdt før sejren på 1-0 var hjemme.

- Kampen betød meget for dem, og det resultarede i en tæt kamp. Vi håndterede de svære betingelser fint og fik et godt resultat med hjem, siger USA's landstræner Bob Bradley.

Kampens enlige scoring blev sat ind af Clint Dempsey efter 40 minutter.

Med sejren topper USA sin kvalifikationsgruppe til VM i Sydafrika i 2010. USA har maksimumpoint efter to kampe.