Landsholdet sætter kurs mod Ungarn - her Thomas Sørensen

Landsholdet sætter kurs mod Ungarn - her Thomas Sørensen

Foto: DR Sporten © DR Sporten

 

På stuegang i Kastrup Lufthavn

04. sep. 2008 10.25 Landsholdet

Journalisterne var nærmest på stuegang i Kastrup Lufthavn her til morgen, da landsholdsspillerne checkede ind til flyvet mod Ungarn.

Nicklas Bendtner, Thomas Sørensen og Jon Dahl Tomasson er fortsat tvivlsomme til lørdagens kamp, men tog dog alle med flyveren. De håber stadig at blive klar til kampen.

- Ryggen kunne godt have det bedre, og hvis vi skulle spille i eftermiddag, kunne jeg ikke deltage. Kun tiden kan give os nogle svar. Ryggen skal have ro, så det er ikke fantastisk at skulle ud og flyve i tre timer nu, siger målmand Thomas Sørensen til DR Sporten.

Thomas Sørensen pådrog sig onsdag et vrid i ryggen, mens Nicklas Bendtner beskadigede sin ankel.

- Der er ikke noget, der er 100 procent sikkert. Jeg har stadig smerter og må se, hvordan det går de kommende dage. Vi arbejder hen mod lørdag, men hvis jeg ikke bliver klar, må det blive onsdag, siger Bendtner.

Arsenal-angriberen havde set frem mod starten på VM-kvalifikationen.

- Jeg er utrolig sur og skuffet over den her skade. Og ked af det. For jeg ville gerne have hjulpet med det, jeg kan, siger han.

Også Thomas Sørensen ærgrer sig over træningsskaden.

-  Jeg gør alt for at blive klar til på lørdag. Jeg har glædet mig meget til de her kampe, og så kommer skaden nærmest ud af det blå. Den opstod 2-3 minutter før, vi var færdige med en ellers rimelig let omgang træning, siger Thomas Sørensen.

Landsholdets anfører Jon Dahl Tomasson er fortsat plaget af en skade i brystkassen, som er i bedring, men fortsat gør ham tvivlsom til kampen mod Ungarn.

- Det er uheldige og ærgerlige skader hos de tre spillere. Men når det nu skal ske, er det godt, at det sker i så forholdsvis god tid inden kampen, så vi kan arbejde med flere forskellige scenarier til træningerne i dag og i morgen, siger landstræner Morten Olsen til dbu.dk.

Landsholdslæge Søren Kaalund kunne torsdag morgen konstatere, at Bendtners skade ikke er blevet forværret i løbet af onsdagen og natten til torsdag.

- Hævelsen har stabiliseret sig, men vi må tage én dag af gangen med daglige behandlinger og tests af hans ankel, siger Søren Kaalund.

 
 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Fodbold > Landsholdet

© Copyright DR 2008. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.